På en badmintonlejr for ungdomsspillere programsatte lederne det spændende punkt: kinesisk benarbejde, hvilket fængede en journalists interesse. Han ville gerne vide mere om hemmelighederne, og den fandt han. Men ikke som han havde forventet. ”Det er bare noget, vi har fundet på for at få ungerne til at træne mere”, svarede ophavsmanden til den planlagte workshop i asiatisk benarbejde.1

I indlæringen af teknik og koordination findes ikke forkromede løsninger. Det er stadig nødvendigt at øve sig og have motivation til at blive bedre. Trænerens opgave er at få spillerne til at ville træne.

På badmintonlejren var de nærmest på kant med markedsføringsloven, men det behøver ikke at være nødvendigt. I en undersøgelse svarede 940 børn i alderen 10-15 år på spørgsmålet: ”Hvad betyder mest for dig, når du træner?” 73% svarede: ”at dygtiggøre sig”, mens kun 21% svarede: ”at vinde”. Mulighed for dygtiggørelse, at have det sjovt og samværet med kammeraterne vægter højt i vurderingen af en god træning.2

Medaljer og krus i indeværende sæson bør ikke være trænerens fokus, men snarere en tilfredsstillelse ved at udvikle fremtidige dygtige spillere. Det sker først og fremmest ved at udvikle spillernes motoriske færdigheder (koordination og teknik) og deres taktiske forståelse.3 Træningen af den konditionelle formåen bør tidligst have en central plads i træningen som ynglingespiller.

Spillerne i ungdomsrækkerne bør på intet tidspunkt blive sat til at spæne op og ned ad linierne uden bold, hverken som opvarmning eller konditionstræning. Snarere skal træningen (og i særdeleshed opvarmningen) involvere bolden eller sigte mod løbetekniske færdigheder. I erkendelse af dette har DBU netop (re)lanceret teknikmærket.4 Det er dog tankevækkende, at DBU ikke i samme forbindelse ikke har tilkendegivet mange tanker om, hvordan den enkelte lærer på den bedste måde.

Det samme er tilfældet med mange trænere, som ikke inden træningen gør sig tanker om, hvordan lærer man egentlig (bedst)? Gennem en beskrivelse af koordinationstræning gives senere et bud på dette.

Flere prominente trænere har været efter det tekniske niveau i dansk fodbold, og deres løsning er mere teknisk træning.

”Der er nogle kloge hoveder, der mener, at man skal træne 25 timer om ugen. Men da jeg spillede i Barcelona trænede vi seks gange fem kvarter om ugen. Det giver cirka syv timer totalt, og vi spillede da meget godt fodbold, så jeg tror ikke på kvantiteten af træning som det altafgørende. Det må være kvaliteten, det handler om, og det kan altså lade sig gøre at kombinere fysisk træning med bold.”5

Michael Laudrup

Forskellen på Laudrups virkelighed og den virkelighed ungdomstræneren færdes i er imidlertid, at FC Barcelona-spillerne (formentlig) var fremragende fodboldspillere allerede inden, de kom til holdet. Han definerer ikke de kloge hoveder nærmere, men gør sig selv til klogt hoved, når han diskuterer hvilket træningsomfang, der er nødvendigt for at skabe et godt fodboldhold. Reelt gør han sig ingen gisninger om, hvad der skal til for at skabe en god teknisk fodboldspiller. Det væsentlig(st)e budskab Laudrup har er en fastholdelse af kvalitet i træningen. Begrebet vedligeholdelsestræning rækker ikke – træneren skal til stadighed forsøge at lære spillerne endnu mere.

Teknik handler om at spille (med sig) selv og muliggør, at man kan spille med (andre). ’Fodboldens Legestue’ handler hovedsageligt om at spille selv og kun lidt om at spille med. Alle tankerne tager ikke specifikt udgangspunkt i at spille selv, men forsøger at indskrive den tekniske kunnen i et større perspektiv.

Realistisk træningsomfang for de fleste ungdomsspillere er to gange om ugen og en kamp i weekenden. Her kan man ikke lave noget for fodbolden uvæsentligt, men må forsøge at få fodbolden til at træne det væsentlige for kroppen. Følgende vil (også) forsøge at vise, hvorledes man med øvelser med bold også kan træne sanserne.

Koordinations- og tekniktræning

Nervesystemet modnes med tiden, men forskelligt fra person til person. Derfor kan alle aldersgrupper ikke kan sættes til det samme, hvilket dog ikke betyder, at læringen af en aktivitet ikke kan påbegyndes tidligt blot under tilpassede omstændigheder. Som træner kan du være med til at sætte en udvikling i gang; bevægelse er med til at modne nervesystemet (Gjerset et al 1996: 66ff).

Den motoriske udvikling skærpes, når vi tilpasser vores handlinger til de stillede krav. Keld Fredens (1993) karakteriserer denne form for udvikling som psykomotorik, fordi den også fordrer et mentalt aspekt (kognitivt niveau), hvilket han begrunder i den måde hjernen lærer en bevægelse på. En grundigere redegørelse for dette er uden for denne teksts rammer.

Stimulus –> Respons –> Output

I talen om motorik skelner Keld Fredens (1993) mellem tre planer: stabilitet, mobilitet og fleksibilitet. De yngste årgange skal lege sig til en alsidig bevægelseserfaring, hvor det især gælder om at forbedre deres balance og behændighed (stabilitet) og grundlæggende grovmotoriske færdigheder, som kravle, gå, løbe, springe, kaste etc. (mobilitet).

Fodbold er et spil med åbne færdigheder. Spilleren skal agere ift. bolden, omgivelserne og egne intentioner. Bevægelser kan være mere eller mindre hensigtsmæssige, men der findes ingen normale bevægelser (Fredens 1993: 15). Derfor er spilleren ofte udsat for, at de indlærte motoriske færdigheder skal manipuleres eller forandres (fleksibilitet). Spilleren skal fx hoppe, når han skal heade. Lidt populært kan man skrive, at for at indøve nye færdigheder er det nødvendigt at have sin grundmotorik i orden, mens man for at være kreativ – dvs. kunne skabe nyt – skal man have et vist færdighedsniveau, som er fleksibelt i spillet.

Med Poul Dyhre-Poulsen (1985) bliver koordination: evnen til at vælge blandt mange bevægelsesprogrammer, netop det program, som giver det ønskede resultat. Den korrekte udvælgelse af bevægelsesprogrammer kræver, at sansemeldingerne indløber korrekt, således at muskelsamarbejdet kun fungere optimalt. Hermed bliver koordinationstræning også afhængig af den enkeltes bevægelseserfaring; en bevægelse stykkes sammen af tidligere indlærte motoriske programdele, og de nye elementer tilføjes og indpasses. ’Fodboldens Legestue’ sigter mod at udvide den enkeltes bevægelseserfaring med bold.

Træn derfor altid færdighederne blandet: teknik er blandt andet er at udvælge det rigtige motoriske program i hjernen (Dyhre-Poulsen 1985). Det er en god ide at træne venstre og højre ben vilkårligt i en træningssituation.

Fleksible færdigheder - kreativitet

”Det element, jeg generelt savnede allermest hos de nordeuropæiske hold, var fantasien, legen og eventyret i spillet”6

Anders Levinsen

Keld Fredens fremhæver, at bevægelser som er indlært med omtanke er lettere at gøre fleksible. Den systematiske indlæring af en færdighed er almindeligvis hurtigere, men færdigheden bliver isoleret, og der fordres ikke den store tankevirksomhed. Ved at træne en færdighed mere vilkårligt må spilleren selv tænke, og færdigheder opnået på denne måde bliver mere vedvarende og kan være genstand for forandring. ”Det er derfor vigtigt, at man ikke bare lærer noget, men at man samtidig hermed lærer at tænke over det, man gør.” (Fredens 1993). Spilleren skal vide, hvorfor han endnu engang har øvet indersidespark i et kvarter.

Spilleren kunne få opgaven at løfte bolden op fra jorden i en glidende bevægelse med tåspidsen (basisløft I i ’Fodboldens Legestue’). Spilleren finder ud af, at det er nødvendigt at have støttebenet placeret ved siden af bolden. Herfra er der måske ikke så langt til at finde ud af, hvordan man kan lave en af de spektakulære afleveringer Michael Laudrup ynder at bruge, og som han brugte under VM 1998 mod Nigeria til Ebbe Sand. Man kender en færdighed, som man kan være kreativ med udgangspunkt i.

I en konkret træningssituation betyder det, at man i første omgang ikke får det ønskede udbytte af at sætte spillerene til at træne indersidespark i timevis, hvis de ikke har en forståelse for, hvorfor de gør det. De skal kunne se den problematiske situation, de er ved at løse:

”Problematiske situationer løses derfor ikke ved at træne dem. De skal undersøges. Man lærer ikke en svær bevægelse bare ved at øve den mange timer: Finder man ikke problemet, eller søger man ikke efter det, risikerer man nemlig at træne fejlen.”

Fredens 1993: 23

Knud Aage Nielsen (1999: 37) arbejder ikke med tekniske termer som ’indersidespark’. I stedet tager han udgangspunkt i situationen: kan du få bolden herfra og over til ham? Når spilleren så har forsøgt dette nogle gange, og det lykkes, kan træneren hjælpe ved at sige: hvis du vil kunne gøre det hver gang, skal du prøve at ramme bolden med det inderste af foden, og igen lade spilleren forsøge sig lidt frem. I ’Fodboldtekniske Færdigheder’ og ’Fodboldens Legestue’ beskrives finter med billeder og tekst, men finterne er ikke noget som helst værd, hvis dribleren ikke har øje for modstanderens balance og reaktioner på fintens bevægelser.

Fodbolden er i Danmark stort set væk fra gaderne. I hvert fald tilkendegiver mange fodboldledere denne holdning, selvom det ikke bunder i videnskabelige beviser, men oplevelser. Trænerens fornemme opgave kunne være at genskabe lysten til at øve sig i fritiden. En måde at gøre det på, kunne være en lille lektie, som fx et trick fra ’Fodboldens Legestue’.

”Og trods det er det samtidig åbenlyst og tankevækkende, at de børn, vi møder på vores fodboldskoler i Bosnien og Makedonien, og som efter vores målestok har elendige trænere, elendige baneforhold og bolde, som ikke er set magen til i Afrika, behersker bolden langt bedre og mere ekvilibristisk end de fleste danske jævnaldrene spillere jeg har set. De lærer det hjemme i gården og ude på gaden med kammeraterne. De drømmer. De leger og fantaserer. Derfor man de noget med bolden vi ikke kan.”7

Anders Levinsen, leder for DBUs Fodboldskole i Bosnien og Makedonien

Det er væsentligt, at spillerne får lov at drømme og eksperimentere i ungdomsårene. Bliver fodbolden alt for organiseret, forsvinder initiativet og kreativiteten, og spillet bliver tandløst og ensformigt forudsigeligt. Mik Hagenbo tematiserer problemstillingen i et interview med Politiken8:

”Jamen, hvis vi alle spiller sådan, så må samtlige kampe da ende uafgjort på et tidspunkt!”.

Hagenbo slår til lyd for, at skolelærerne skal udskiftes af pølsemænd med den begrundelse, at skolelærere ”har et pensum, som de mener eleverne nødvendigvis skal igennem”. Den enkelte spiller skal have overladt noget (meget!) til fantasien og kreativiteten.

Anders Levinsen påpeger dog også, at bosnierne især er gode, når de har bolden, for de mangler struktur og organisation i deres spil. Men indøvelsen af teknik og rumopfattelse kan godt være dele af samme øvelse. Fx når du under en dribleøvelse i kaosorganisation inden for en firkant beder om, at der er spillere over hele området.

Sansemotoriske overvejelser (kort)

Kroppen spiller fodbold, og fodbold lærer vi gennem sanserne. Vi har fem gange så mange nervetråde fra sanserne end vi har fra musklerne, hvilket tyder på, at sansningen har stor betydning (Petersen 1997: 70). Al indlæring er baseret på en integration af sanserne.

De første syv leveår er hjernen først og fremmest beskæftiget med at udvikle sanseintegrationen9.

I fodbold er synssansen, balancen, taktilsansen og den kinestetiske sans særlig vigtige. Taktilsansen er fornemmelsen for ting ved berøring, mens den kinestetiske sans er fornemmelsen for muskler og led og derved kropssegmenternes position ift. hinanden.

Vestibulære system

I det indre øre sidder det vestibulære system, som registrerer hovedets position. Buegangssansen man ikke træner buegangssansen (rotationer i alle retninger), vil de fyre forkert, og man bliver hurtigt rundtosset og fortumlet. Det vestibulære system spiller sammen med synet, taktilsasen og den kinestetiske sans i opretholdelsen og genvindelsen af balancen.

Synet

I synet skelner man mellem det fokuserede syn og det perifære syn. Ved at lade færdighederne indgå i lidt mere komplekse sammenhænge, hvor spilleren skal vurdere andre spilleres bevægelse og acceleration, tvinges spilleren til at orientere sig og udnytte det perifære syn (split-vision), som det især beskrives af Christer Bjürwill (1981).

Det fokuserede syn er langsommere end det perifære syn, fordi det hele sker bevidst (consciously). Derfor bør man som træner ikke instruere en flugtende spiller i at ramme bolden, når den har passeret et nærmere defineret sted i svævefasen. Det er bedre at instruere udøveren i at sparke efter bolden, når det føles rigtigt.10 En instruktion som i nogens ører måske lyder lidt for vag, men her må spilleren selv løse den problematiske situation. Du kan i stedet koncentrere dig om at fastholde spilleren i den mest hensigtsmæssige teknik til flugtningen.

Uden for denne teksts opgave kan man også arbejde med, at synet ikke får al for stor betydning ift. de andre sanser. Forsøg fx at jonglere med det ene øje lukket, eller forsøg at drible med begge øjne lukket. Det kan faktisk godt lade sig gøre.

Undervisningen

Du skal som træner lære dine spillere noget kropsligt, og det kan ikke formidles udelukkende sprogligt (Fredens 1993; Gjerset et al 1996). Det er nødvendigt at forsøge at tale til kroppen; at prøve at få spilleren til at fornemme bevægelsen i kroppen. Brug gerne billedsprog og tal i helheder; når du skal forklare et hovedstød, kan du fx sige: ”Forestil dig, at dit hoved er en stor hammer. Al din kraft sidder i panden, og den skal du banke til bolden med”, snarere end at komme med lange, indviklede forklaringer om biomekaniske principper om forspænding mv.

Imitationsprincippet

”Som proces er imitation rekonstruktion, som produkt er den kopi.”

Fredens 1993

En måde at få kroppen i tale på er imitation, at observere og derefter efterligne andre. Sig til spilleren: ”Prøv at se, hvordan jeg gør”. Imitationen har den fordel, at man bliver opmærksom på handlingen og processen, og man kan faktisk lære noget af denne observation.11 Derefter eksperimenterer man med sine småfejl, finder nye sammenhænge og skaber mening. Træneren behøver ikke være verdensmester i forskellige krumspring, men det er en god ide, hvis man har øvet sig en times tid på græsplænen inden træning, så man kan vise færdigheden nogenlunde hæderligt. Tillige skal træneren have gjort sig instruktionsmomenterne klare (det kunne fx ved en dribling være at sænke tyngdepunktet); selvom spilleren skal eksperimentere og lege sig til færdighederne er der ingen grund til at vedkommende skal starte helt fra bar bund. Men det er netop her, at imitationen skal være rekonstruktion og ikke kopi. Kopisten træner nok bevægelserne, men kun i rekonstruktionen bliver man opmærksom på sin egen rytme og lærer, at fx en dribling også er afhængig af omgivelsernes reaktion på finterne.

Små tips til undervisningen

  • Hvis det er galt med balancen, kan du spørge: ”Hvordan føler du selv din balance er?”. Spilleren forsøger så selv at ræsonnere sig frem til, hvordan balancen kan forbedres. Træneren kan evt. hjælpe spilleren lidt, hvis det viser sig at være helt umuligt. Den dybe tallerken skal ikke nødvendigvis opfindes hver gang. Men lad spilleren tænke selv.
  • Hvis en spiller ikke ser ud til at kunne lære en færdighed, kan det være en god ide at lade spilleren fortælle, hvad han gør, mens han gør det. Hvis der er uoverensstemmelse mellem det han gør, og det han tror, at han gør, har du en bedre mulighed for at hjælpe.
  • Forsøg at udføre tingene både med det ene og det andet ben.
  • Fremhæv de rigtige billeder, snarere end fejlene.

Motivation

Nøglebegrebet i al undervisning er motivation, for ellers er det umuligt at få nogen som helst til at lære noget som helst. Knud Aage Nielsen (1999) kobler motivation med opmærksomhed, og det er en af de egenskaber, træneren bør fremelske i spillerne. Uopmærksomme spillere er ikke nødvendigvis bare dovne eller ugidelige, men måske er der noget galt med den måde, der trænes eller undervises på. Motivation er selve kernen i al undervisning.

Træningsindhold

Træneren skal sørge for en alsidig træning, som tilgodeser træningen af stabilitet og mobilitet, inden specialiseringen skærpes. Med specialiseringen får man hurtigere resultater, men med alsidighed opnår man med tiden et højere niveau (Gjerset et al 1996: 80ff; Sejerup 1996). Leg (med bolden) skal være det vigtigste element i ungdomstræningen.

Stabilitet

Karsten Sejerup skelner mellem balanceøvelser og behændighedsøvelser. Balanceøvelserne tilsigter at bevare og holde balancen, mens behændighedsøvelserne sigter mod at genvinde balancen. Afspændingsevnen vil sige, at man kan sætte den rigtige muskelkraft ind på det rigtige tidspunkt. Desuden er det vigtigt, at træningen indeholder øvelser, som stimulerer fornemmelsen for rummet (stillingsfornemmelse) (Sejerup 1996).

Mobilitet

Træningen skal indeholde en del funktionelle grundelementer, som vægtforskydninger, afsæt, sving og kip, som kan karakteriseres som en kerne i herredømmet over kroppen (Sejerup 1996).

Vægtforskydninger forekommer konstant i fodboldspillet. Afsæt forekommer både ved løb og headninger. Sving indgår som en del af sparkebevægelsen og kip vil sige at overføre energi fra en legemsdel til en anden. Gadedrengeløbet har alt dette i sig (og kan laves med bold).

Fleksibilitet

Spilleren bør træne sit perifære syn (split-vision) mere (Bjürwill 1981).

  • Skifte fiksering af synet.
  • Hav opmærksomheden rettet mod spillepladsen, dvs. se op, når du dribler.
  • Udvid simultankapaciteten, dvs. lav forhindringer eller sæt forsvarer på, når der trænes forskellige driblefærdigheder.
  • Udvid synsfeltet. Fx ved at stille en halvcirkel omkring spilleren, og han skal reagere på fx to bolde på en gang.
  • Lad øvelserne have flere løsningsmuligheder. Fx bør der i en skabelonøvelse være mindst to forskellige løsningsmuligheder, således at situationen bestemmer, hvilken mulighed der benyttes.

Teknikken bliver i det endelige spil altid et spørgsmål om at optimere sin præstation ift. spillets facetter. En veludviklet teknik behøver ikke være anvendelig i praksis, hvis den ikke kan indpasses i situationen på banen. Bjürwill (1981: 62) plæderer for optræning af boldsansen, som er den tekniske udførelse af et givent element kombineret med evnen til at overskue spillepladsen.

Hvordan lærer man en ny færdighed?

Øvelse gør mester er en velkendt vending, og den forstås ofte som: mange gentagelser er nødvendige, selvom det kan virke lidt kedeligt.12 Men det er afgørende,

”at det ikke bare handler om at, men også om hvordan; ikke bare at man øver sig, men hvordan man gør det.”

Fredens 1993: 17

Gentagelser er nødvendige, men det skal være på et bevidst niveau; man kan ikke spille sig til det hele. Gentagelser optimerer og automatiserer bevægelsesmønsteret; overflødige medbevægelser droppes og bevægelsen kan udføres uden bevidst tænkning.

Tabel 113: Hvor mange gentagelser er nødvendige

Sportsudøver Gentagelser
Professionel quaterback 800.000-1.000.000 kast
Baseball pitcher 1.600.000 kast
Basketball-spiller i nettet fra alle vinkler 1.000.000 kast

En fodboldspiller i Brasilien er 20 år, når han har lavet 700.000 boldberøringer, mens de i Europa er knap 27 år14. Selvom brasiliansk (landsholds)fodbold i øjeblikket klarer sig mindre godt end tidligere, vil jeg nu ikke anfægte deres tekniske overlegenhed.

Afslutning

Husk hvis barnet ikke umiddelbart reagerer formålstjenesteligt er det ikke nødvendigvis dårlig opdragelse, men måske dårlig undervisning. Imitation og vilkårlig eksperimenteren har været hele kernen i ’Fodboldens Legestue’. Mod Fodboldens Legestue kan man anfægte, at god teknik skal være anvendelig teknik, men hvis god koordination bygger på et alsidigt bevægelsesgrundlag har legen med bolden netop sin berettigelse. Rytme, stabilitet og overføring af kraft til bolden er væsentlige punkter, og alt det får du også med, når du forsøger dig frem i de forskellige tricks.

”Det kunne være rart, om en drengetræner og drengenes forældre kunne holde mund i bare 20 minutter i en kamp. Lad os dog se, hvad den enkelte spiller selv kan finde ud af med bolden. I stedet bliver der hele tiden råbt ’Spil nu ham’. Den selvstændige tænkning bliver dræbt, når de får en skideballe. Prøv dog at holde kæft…”15

Jan B. Poulsen

Lad børnene tænke selv og eksperimentere sig frem til gode løsninger!

Praktiske modul

Følgende er en skitsering af det praktiske modul. Under øvelserne er forsøgt indskrevet, hvilke dele af det foregående der tilgodeses. Alle øvelserne træner øje-fod-koordinationen.

Footwork

Træner den taktile sans og balancen med synet og kinæstetiske sans.

Driblekaos

a. Drible meget oprejst / langt nede i knæ (balance og tyngdepunkt). b. Stoppe med fodsål, bryst, røv, hoved (kropsfornemmelse). c. Stoppe med knæ – vende om (balance og tyngdepunkt). d. Slå kolbøtte og få fat i bolden igen (buegangssansen). e. Finde en ny bold – sidde på flere bolde, inden der dribles videre (rumorienteringsevnen og synet). f. Rytmeøvelser.

Balance med bold

Balance på nakke, hoved, fod, knæ.

Kommando

Spillerne står med hver sin bold i en klynge med træneren foran. Spillerne agerer ift. trænerens kropsbevægelser. Dette nødvendiggør, at spillerne løsriver blikket fra bolden og holder det på træneren. Herved trænes evnen til at bruge det perifære syn fremfor kun det fokuserede syn og taktilsansen ift. bolden trænes.

Kopimaskinen (imitere)

Spillerne går sammen i små grupper (2-4). En laver en bevægelse, som inkluderer boldkontakt, og de andre efterligner. Dette træner i at opfatte andres bevægelse og selv efterligne dem.

Driblesekvens

a. Step på bolden fremad / træk den tilbage. b. Kør bolden mellem indersiderne. c. Træk bolden med under fodsålerne. d. Hop gadedrengehop og rør bolden hver gang en fod føres frem. Sving godt i hofterne. Gør det både med indersiderne og ydersiderne. e. Træk bolden med under fodsålen og stop den med indersiden af den anden fod, mens du laver gadedrengehop. f. Samme som e, men spil nu inderside med begge fødder, så skiftevis tages med under fodsålen af højre og venstre ben. g. Lav e og f uden gadedrengehop.

Boldøvelser i takt

Ved at lade spillerne gøre nogle løbe- eller dribleøvelser i takt kan man tvinge spillerne til at være opmærksom på andres bevægelser og tilgodeser brugen af deres perifære syn.

Rytmetræning

a. Dribleøvelserne fra tidligere kan også fungere som rytmetræning. b. Okocha-finten. c. Kør bolden mellem fodsålerne. Her tredje gang træder man helt over bolden. Får fat i bolden igen og kører den mellem fødderne.

Buegangssansen

Rundt-om og Sydamerikafinten. For yderligere beskrivelse se ’Fodboldens Legestue’.

Tricks fra ’Fodboldens Legestue’

Skinneben, skuldre, knæ, pandekage, fortuna, græshoppen og makkerløft. For yderligere beskrivelse se ’Fodboldens Legestue’. Samspillet mellem krop og bold, beherskelse af begge dele.

Boldmassage

Start siddende på bolden. Sæt armene bag dig, bøj benene op foran dig, således at du kommer til at hvile på det nederste af ryggen på bolden, uden at røre jorden med benene. Herfra går du lidt tilbage med kroppen, så bolden kommer helt ud til hælene og tilbage igen. Udfordring af kropsfornemmelsen og buegangssansen.

Litteratur

Litteraturlisten dækker ikke hele indholdet i teksten. For yderligere litteratur, se noterne.

Anbefalelsesværdig litteratur

  • Bjürwill, Christer: Boldspil – Samspil, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1981. Meget anbefalelsesværdig, selvom den er af lidt ældre dato.
  • Nielsen, Knud Aage: Spil bold – med livet som indsats, DGI 1999. Kan købes fra www.dgi.dk.
  • Sejerup, Karsten: Løbeskoling og Koordinationstræning - alderopdelt, Forlaget Boldleg 2000. Kan rekvireres ved at ringe til Karsten Sejerup, forlaget Boldleg.
  • Olesen, Lars: Fodboldens Legestue, DBU 1999. Kan købes på www.legestue.net

Øvrig litteratur

  • Fredens, Kjeld: ”Et grundlag for psykomotorisk pædagogik. Om kognition og motorik”, i: Kognition og Pædagogik, 1993, 3. årgang, nr. 2.
  • Dyhre-Poulsen, Poul: ”Koordination udvikles ved alsidige bevægelseserfaringer”, i: Tidsskrift for Idræt, nr. 2, 1985.
  • Petersen, Bente: Teorien bag børns bevægelser, Dafolo Forlag 1997.

Noter

  1. Beskrevet i Anders Jørgensen: ”På jagt efter tricks i Tinglev”, i: Intersport Reklame. 

  2. Resultater sammenfattet i: Jensen, Bente og Graabek, Lars: ”Træneren skal forstå, hvad jeg vil”, i: Puls, nr.2, juni 1999. Gruppen var kategoriseret som ’elitebørn’ og ’idrætsbørn’. De refererede tal omfatter hele gruppen. En undersøgelse i JBU Region 2 underbygger Jensen og Graabeks væsentligste fund. 

  3. Til stadighed diskuteres om teknikken er en forudsætning for at kunne udføre taktikken, eller den taktiske forståelse er en nødvendig for at vide, hvorfor man skal kunne de forskellige tekniske færdigheder. Den diskussion uddybes ikke yderligere i det nærværende. Det bedste argument for opøvelsen af en god teknik er formentlig, at teknikken vil man have gavn af i mange år fremover – også efter fysikken ikke længere helt kan følge med. 

  4. Et godt initiativ, selvom det efter de ideer, som skitseres i denne tekst, ikke er optimalt, at spillerne nødvendigvis skal kunne nogle helt specielle færdigheder for at løse opgaverne. 

  5. Michael Laudrup citeret fra ”Sports-pluk!” i: Berlingske Tidende, 10. oktober 1999. 

  6. Citeret fra Anders Levinsen: ”Ind over til fantasien”, i: Politiken, 21. august 2000. Anders er leder af de danske fodboldskoler i Bosnien og Makedonien, modtager af Laudrup-Prisen 1998 og Fredsfondens Fredspris 1999 

  7. Citeret fra Levinsen, Anders: ”Ind over til fantasien”, i: Politiken, 21. august 2000. 

  8. Citeret fra Kragh, Nina: ”Pølsemænd frem for skolelærere”, i: Politiken, 11. oktober 1999. Mik Hagenbo er håndboldtræner på eliteniveau, men hans ideer rækker bredere end håndboldspillet. 

  9. Børns motoriske udvikling, DGI 1995 

  10. Schmidt, Richard: Motor Learning & Performance – from Principle to Practice, Human Kinetics, Champaign 1991, side 73. 

  11. Keld Fredens (1993) skriver, at observation af uøvede måske endda giver mere end at iagttage en dygtig spiller, formentlig fordi det er lærerigt og tankevækkende at se, hvordan andre korrigerer deres fejl. 

  12. Keld Bordinggaard pointerer: ”Naturligvis udvikler man langt hurtigere teknik i aldersklassen 8 til 14, men det skal holdes ved lige selv hos topprofessionelle spillere. Jeg har oplevet det på ture til serie A-klubber i Italien. Øvelserne giver sikkerhed, selv om det kan være kedeligt.” (citeret fra Rasmussen, Leif: ”I dag bliver Bordinggard på bænken”, i: Fyens Stiftstidende, 3. oktober 1999.) 

  13. Tal fra Trew, Marion m.fl.: Human Movement, Churchill Livingstone 1998, side 93. 

  14. Hørt på Per Nielsen-kursus på Det Fynske Fodbolduniversitet. 

  15. Jan B. Poulsen, diplomtræner og tidl. U21-landholdstræner, citeret i Rasmussen, Leif: ”Topspilleres teknik er for dårlig”, i: Fyens Stiftstidende, 18. september 1999.