Mange af de afrikanske stammer tror på omskæring som et indvielsesritual til den voksne verden, og for nogle af stammerne er selve omskæringen nok. For xhosa-stammen som især lever på Eastern Cape, hvor Port Elizabeth ligger, er det imidlertid ikke nok. Omskæringen skal foretages af en af stammens ældste, og bagefter skal drengene leve tre uger i bushen, hvor de ikke må have kontakt med nogen fra landsbyen. Først når dette resultat er gennemført, kan de træde ind i den voksne verden. Det skaber lidt problemer for Roald Poulsen for et omskæringsindgreb under knap så hygiejniske forhold er naturligvis ikke ufarligt.

Derfor har han flere gange forsøgt at få drengene til at tage på det lokale hospital, hvor det hele foregår forholdsvis ukompliceret. Det er imidlertid et problem i kulturen, som den er nu, da drengen så ikke vil blive opfattet som voksen, men som en dreng resten af sit liv. For at blive rigtig voksen skal drengen gennemgå de samme pinsler, som de andre voksne mænd har gennemgået. Vi tenderer til at sige, at det er deres kultur, og at sådan er det bare.

Men det er naturligvis forkert. Kultur er et koncept og ikke en genstand. Mennesker tager til alle tider selv stilling til tingene, og efterhånden er det sandsynligt, at dette træk ved xhosa-kulturen også vil forsvinde, så det er knap så dødeligt. Men det viser også, at selvom fodbold er en vej ud af fattigdommen i Sydafrika, så er tilhørsforholdet til stammen også væsentligt, og det manifesterer sig bl.a. gennem sådan et ritual.

Kommentarer