I cyberspace gør spillerne lige præcis, hvad de får besked på.

79.626 til den afgørende kamp om det danske mesterskab i fodbold. Og sammenlagt 265.939 tilskuere til de fire kamp i sidste runde af den danske superliga. Det er tal, som kan få både DBU og Divisionsforeningen til at spærre øjnene gevaldigt og formentlig genoverveje, om antallet af hold i superligaen måske alligevel skulle særes ned til otte hold. Men hvor det kun er i utopiens drømmeverden, at sådanne tilskuertal - og de medfølgende indtægter - kan forekomme i virkeligheden, så er tallene helt og aldeles realistiske i cyberspace.

På netadressen www.hattrick.org kan man finde online-spillet Hattrick, som er et fodbold-simulator-spil. Spillet, der blev startet i 1997 af svenskeren Björn Holmer, har det seneste år oplevet en nærmest eksplosiv tilvækst. Det skyldes ikke mindst, at det opfylder drømmen hos mange fodbold-elskere om at blive manager for deres helt eget mandskab. I dag er der knap 200.000 managere fordelt på 64 lande, og i Danmark er antallet af managere for Hattrick-hold tæt på 10.000. Det skal ses i sammenligning med, at der for bare et år siden var under 1000 danskere, der havde taget plads på manager-posten for deres internet-hold.

Bare i løbet af den sidste måned er tallet af danske managere vokset med 1000. Og der kommer stadig over 100 nye managere til hver uge. Hvert land i Hattrick har sit eget liga-system, og når man i Danmark modtager sit hold, starter man i 6. division, og så gælder det ellers om at forbedre sit hold, så man måske en dag kan ende med at spille med om guld, sølv, bronze og evig hæder i superligaen.

Træning, køb og ungdomsafdelingen

Det er en langvarig proces at skabe sit eget tophold, for der sidder jo 7500 andre med samme ambitioner, og det kræver tålmodighed at komme til tops i Hattrick. Hver sæson varer 16 uger, hvoraf de 14 bruges til at spille turnerings-kampe. Og der er kun en turneringskamp om ugen, hver søndag kl. 16.00 bliver der fløjtet op på de virtuelle baner i Hattrick, og der kæmpes på livet løs i de mange divisioner, mens tilskuere i gigantiske flokke stormer til de mange stadions. Om onsdagen spilles der pokal-turnering, og når man er slået ud af den, kan man arrangere venskabskampe mod både danske og udenlandske hold. Der er mange eksotiske lande at vælge imellem. Man kan for eksempel henlægge sin træningskamp til Egypten, Taiwan eller Chile, hvis man kan finde en manager derfra, som er villig til en venskabskamp.

Der er flere måder at forbedre sit Hattrick-hold på. Det helt primære er træningen af spillerne. Her skal man vælge, hvad man vil træne sine spillere i. Skal det være angriberne, midtbane-spillerne eller forsvarerne, der for alvor skal drage nytte af træningen. Og her er kampene vigtige. For det er primært kun spillerne, der har været i kamp, der får træning.

Til gengæld giver en liga-, pokal-, og venskabskamp samme mængde træning. Ungdomsarbejdet hænger nøje sammen med træningen. Man kan nemlig vælge at satse mere eller mindre på at skyde nogle penge i ungdomsafdelingen hver uge. Jo flere penge, man bruger på sine unge spillere, desto bedre bliver ungdoms-afdelingen, og dermed stiger chancen for at man kan få et talent op i seniorafdelingen. Man har muligheden for at trække en ny ungdomsspiller op en gang om ugen, og de store talenter, som kan trænes meget hurtigere end ældre spillere, handles til meget store penge på den transfer-liste, som også er en del af Hattrick. Man kan gøre rigtig gode handler, hvis man har tålmodighed til at gå transfer-listerne for hver enkelt land igennem. Køb og salg er en vigtig ingrediens i Hattrick. Derfor er man ikke blot træner for holdet, men lige præcis manager med ansvaret for økonomien også. Den gode manager sælger dyrt og køber billigt.

Taktikken

Men det gælder jo også om at købe de rigtige spillere, der passer til holdet. De skal både passe til trænings-programmet og til den taktik, man bruger i sine kampe. I Hattrick er spillerne enhver træners drøm. De gør helt præcis, hvad de får besked på. Hvis de får at vide, at de skal spille 3:5:2, så gør de det, lyder beskeden på 4:4:2, så bliver ordren udført, og det samme gælder for 4:5:1, 3:4:3 eller de andre mulige taktikker i Hattrick.

Får holdet besked på at satse på kontra-angreb, så gør det også det, ligesom spillerne uden at brokke sig kaster sig ud i et konditions-krævende pres-spil, hvis managerens ordre lyder på det. Det er ikke kun holdet, der udfører det taktiske valg til punkt og prikke. Får en wing besked på at spille offensivt, ja så kridter han stregen til indkast og forsøger at smide en masse indlæg ind i feltet, mens han går ind i banen, hvis man i stedet for giver ham besked på at spille mod midten og styrke den centrale midtbane.

Det samme gælder både forsvarerne og angriberne. En forsvarer bliver helt tilbage, hvis han får ordre til at være defensiv, han går med frem, hvis han skal være offensiv, og en wing back hjælper sit centerforsvar, hvis hans individuelle ordre er at spille mod midten. Så faktisk er det muligt at få lagt den helt perfekte taktik ved at nærstudere den kommende modstanders kampe. Med mindre selvfølgelig, at modstanderen har forberedt sig lige så godt og lagt en taktik, der fuldstændigt eliminerer ens eget hold.

Den gamle mester

Ganske som i det virkelige liv, er managerens erfaring guld værd i den slags situationer, hvor de tætte kampe skal spilles. En af de mest erfarne spiller og samtidig en af de største profiler i den danske Hattrick-verden, er Ole Sørensen, eller Loke, som er hans manager-navn i Hattrick. Han er aktiv på den konference, som er en vigtig del af det danske ? og internationale ? Hattrick.community. På konferencen diskuteres alt fra de taktiske muligheder til AGF?s elendighed i den rigtige superliga. Ole Sørensen har desuden lavet programmet Hattrick Asisstant Manager (HAM), som tusindvis af managere bruger til at holde styr på træning, kampe, økonomi og så videre.

Jeg tilmeldte mig Hattrick 19. august 2001. Jeg havde ikke rigtigt noget ordentligt online-spil at spille dengang, så jeg havde tilmeldt mig et gratis spil, som ærligt talt var ret dårligt. Men spillet havde en banner-reklame for Hattrick. Jeg klikker normalt aldrig på banner-reklamer. Det gjorde jeg den dag. Siden da har jeg været fuldstændigt bidt af Hattrick, fortæller Ole Sørensen.

Han beretter videre, at Hattrick er et forholdsvis simpelt spil.

Du starter med en trup på 25 spillere. Hver spiller har otte “færdigheder” som afgør hans kvalitet i kampene. Hver uge spilles der to kampe. Hattricks liga er bygget op som en pyramide, med otte hold i hver serie. Den allerbedste række i toppen, fire 2. divisioner under den, som hver sæson spiller om hver en oprykningsplads til den bedste serie. 16 3. divisioner under de næstøverste rækker og så videre.

I hver sæson spiller alle holdene i en serie mod hinanden to gange, hjemme og ude som i virkeligheden, og efter sæsonen er der to ugers pause, som Hattrick bl.a. bruger til at vedligeholde deres servere. En sæson tager altså 16 uger, og det er vel at mærke 16 uger i “rigtig” tid. Heri ligger nok den største del af fascinationen ved Hattrick.

Alle hold styres af andre spillere, så du måler dit hold med andres planlægning og strategi. Managers skal tilrettelægge træning, økonomi, bygge stadion og købe og sælge spillere af hinanden på Hattricks transfermarked. Og med knap 10.000 spillere i den danske del af Hattrick, og omkring 2000.000 spillere globalt, så kræver det virkeligt langtidsplanlægning og strategi at få succes i Hattrick.

For et nystartet hold at gå fra sjette serie niveau og helt til tops, tager det minimum halvandet år. Og en sådan manager skal være helt usædvanligt dygtig. Når tingene så lykkedes, for eksempel med oprykning til næste niveau, så er det til gengæld en ekstra stor tilfredsstillelse, fortæller manageren fra Loke GF, som selv har fejret tre oprykninger i træk med sit hold og det danske mesterskab i sin femte sæson. Men det var dengang, der var langt under 1000 managere i Danmark, i dag er det langt sværere, at rykke en række op.

Ældre managere

I modsætning til de fleste andre online-spil, så er der ikke kun meget unge spillere i Hattrick. Der er plads til teenage-managerne, men der er også en meget stor del af de 7500 managere, som er modne mennesker. Ole Sørensen er en af dem. Han beskriver sig selv som en temmelig almindelig familiefar på 35 år, med kone og to børn på henholdsvis fire og seks år.

På grund af Hattricks natur, så er der opstået et helt fantastisk community omkring spillet. Spillets facetter og taktiske muligheder diskuteres livligt i de indbyggede konferencer. Nogle spillere mødes fysisk til kampene, og der arrangeres sågar store landsdækkende træf, hvor rigtigt mange spillere mødes en weekend og snakker, fester og kigger på deres Hattrick kampe. Hattrick kræver ikke ret meget tid for at deltage - mange bruger dog masser af tid alligevel - og det gør, at Hattrick kan appellere til alle mulige typer af mennesker. Det er morsomt at se, hvor forskellige mennesker som samles omkring Hattrick, når de mødes fysisk, fortæller Ole Sørensen.

En anden af dem, der er blevet ramt af Hattrick-bacillen, er den 40-årige tidligere jurist og nuværende idrætskonsulent i Lyngby-Taarnbæk Kommune, Lars Eisenhardt, som med manager-navnet GM-SeppP styrer sit hold GLK FC. Præfixet GM fortæller, at Lars Eisenhardt er Game Master i Hattrick og dermed blandt andet har ansvaret for, at snyderi og illegale transfer-handler straffes, ligesom han sammen med kollegaen i Danmark, GM-Knudsen, står får godkendelsen af nye managere, der gerne vil have et Hattrick-hold. Desuden holder GM?erne øje med fejl-rapporteringer i selve spillet. Han startede med at spille Hattrick for godt halvandet år siden, og ganske som Ole Sørensen var det et lidt tilfældigt klik på et link, der fik ham sat i gang med spillet.

Det er ellers ikke noget, jeg nogensinde gør, der var kun lige denne ene og heldige undtagelse. Hattrick er også det eneste online-spil, jeg nogensinde har spillet, fortæller Lars Eisenhardt.

Det kan være svært at sige, hvorfor man på den måde bliver grebet af Hattrick. Men jeg tror, at det handler noget om vi menneskers konkurrence-mentalitet. Drivkraften er den helt elementære lyst til at gøre tingene bedre, sætte sig et mål, og når man har nået det, så handler det om et nyt mål.

For mit vedkommende består konkurrencen meget med mig selv. Hele tiden forbedre mit hold og gøre det bedre på alle pladser. Det var også lidt nødvendigt i starten, hvor der var mange computer-styrede hold i de danske divisioner. Det var ikke så interessant at spille mod dem. Men sådan er det heldigvis ikke mere, i dag er konkurrencen meget hård selv i de laveste divisioner, og det gør spillet langt mere interessant, fortæller Lars Eisenhardt.

Han har en drøm om engang at nå superligaen, men han erkender, at det ikke bliver lige her og nu, og konkurrencen bliver skarpere og skarpere fra sæson til sæson. Men det er heller ikke kun de sportslige resultater i Hattrick, han lægger vægt på. For ham er den sociale del af spillet også utrolig vigtig, og møder og træf, som Hattrick-managere holder sammen., sætter han meget højt.

Det er fantastisk, når vi kan mødes på den måde. Hattrick-managere er jo meget forskellige, men her kan vi mødes på tværs af uddannelse, interesser, alder og alle mulige andre ting. Der har betydet rigtig mange gode timer, og alle vores arrangementer har været en succes, hvor alle de forskellige managere har svinget godt sammen, siger Lars Eisenhardt.