Fodboldskole på Grønlandsk

5 minutters læsning

Mine oplevelser på Fodboldskole i Qaqortoq, 2000

Pludselig befandt jeg mig på Grønland. Overraskende, men kærkomment. Anledningen var Fodboldskolen, som har fundet fodfæste i Qaqortoq (Julianehåb) på foranledning af ildsjæle, som har fået kendskab til Fodboldskolen gennem danske idrætshøjskoler. Hvert år har de en dansk træner til at hjælpe dem med at få tingene til at fungere, og i sommeren 2000 var jeg så heldig, at jeg fik lov at være den danske træner.

“Jeg har dræbt en isbjørn med mine bare næver”, skulle mit foretrukne ferieminde være. Men det kunne desværre ikke lade sig gøre, ikke fordi udfordringen var for stor. Det tror jeg nu ikke, den ville være ? jeg ynder at kalde mig selv hårdfør. De eneste skrammer jeg pådrog mig var fra mødet med prototypen på en grønlandsk grusbane efter det jeg kalder en hårdhændet grønlandsk tackling, men som nøgternt set snarere var en sørgelig forfejlet indsats fra min side i kamp om bolden. Det skal lige siges, at en grønlandsk grusbane ikke helt holder standarden fra de danske grusbaner. Den består i lige så høj grad af småsten som af fint grus. Måske er årsagen til at jeg ikke har fået skrammer i mødet med den isbjørn, jeg forventede at slå ihjel med min bare næver, at jeg ikke mødte nogen isbjørn. Grønland er nemlig ikke kun is.

Slet ikke Sydgrønland, hvor Qaqortoq ligger. Det var Kent Kielsen, som inviterede mig til at være træner på Fodboldskolen. Han ynder at kalde sig selv præsident for Fodboldskolen, men det er ikke en præsident, som har fået sin titel på sine evner til at holde tale til afslutningsfesten. Det er heller ikke en præsident med fine fornemmelser. Snarere var det en venlig og gæstfri præsident, som viste os Qaqortoq, tog os med på sejlture til varme kilder, fisketure ved vandfald, viste os de grønlandske skikke omkring første skoledag, underholdt os med dødsensfarlige bedrifter fra sine togter på verdenshavene og lod os smage grønlandske specialiteter. Det var blot noget af det vi lavede. Men det er ikke det, denne artikel skal handle om. Den handler om Fodboldskole på grønlandsk.

Fodboldskolen er åben

Konceptet er det samme som for den danske Fodboldskole. Spillerne melder sig til, og de modtager undervisning seks timer om dagen i en uge. Omkring 70 børn tog udfordringen op, og stod forventningsfulde klar til den første dag. Alle fik enkeltvis og under klapsalver af samtlige andre udleveret deres taske og bold. I tasken lå et program, som var et statsbesøg værdigt. Da alle var udstyret med en bold, begyndte den egentlige åbning af Fodboldskolen. I ly af morgenstundens dis havde vi fyldt en masse balloner med helium og lagt dem under et fiskenet. En aktion som fordrer en anelse påpasselighed. Nettet skal holdes forsvarligt nede af sten eller lignende, så man undgår, at de første 30 balloner stryger til vejrs til ingen verdens nytte, men nok om det. Samtidig var der indkøbt fyrværkeri, som stod klar til affyring. En af de andre trænere, Tommy, som også er medlem af landsstyret, holdt en sprudlende tale. Derefter blev ballonerne (lidt efter lidt) sluppet fri, og fyrværkeriet tændt, mens den fyrværkeriansvarlige træner, Orla, brændte fingrene.

Nu var Fodboldskolen efter en times velkomstarrangement klar til at begynde. Vi var som skrevet omkring 70 børn, og der var en grusbane til rådighed. Det var vilkårene, men ikke noget problem. Jeg underviste den ældste gruppe, da de lettest ville kunne forstå dansk. Jeg havde en grønlandsk hjælpetræner, som fungerede som tolk og sparringspartner, og med god hjælp af princippet vis-forklar-vis, som Peter Bonde vil genoplive (jeg vidste ikke at det var dødt), gik det strålende. Træningen fungerede nogenlunde som på den danske Fodboldskole. Jeg blev bl.a. interviewet til grønlandsk radio, eller interviewet er nok så meget sagt. Reporteren spurgte om spillernes niveau kan sammenlignes med niveauet på de danske fodboldskoler. Jeg svarede ?ja?, og så var interviewet færdig.

Forskelle

Der var dog nogle markante forskelle. En grønlænders klareste svar, hvis man er ved at planlægge noget er ?måske? eller ?vi får se?. Det er både befriende og lidt frustrerende. Kent fortalte om og om igen, at vejret altid er godt i Qaqortoq, og at det garanteret ville blive bedre i morgen. Vi troede ham. Det gør vi ikke længere. Der var (desværre) overskyet hver eneste dag undtagen en. Den dag skinnede solen, og så var der i stedet tåget af myg i Qaqortoq. Nok om vejret ? det kan man alligevel kun tale om, ikke ændre. Den grønlandske spontanitet (eller alternative planlægning) kom til udtryk, da Kent pludselig onsdag morgen spurgte, om vi ikke skulle bytte gruppe. Han mente, at alle skulle prøve at blive trænet af den danske træner. Argumentet var sådan set fornuftigt nok, og jeg accepterede naturligvis, men min forberedelse ville måske have været lidt bedre, hvis vi havde aftalt det dagen før. Jeg krøllede det program sammen, jeg havde lavet til den ældste gruppe, og måtte starte forfra.

Der var ingen kvindelige trænere. Til gengæld hjalp de i pauserne med at fylde børnenes vandflasker og sørge for at der var lidt at spise. I middagspausen fik vi alle varm mad fra den lokale restaurant. Min kæreste var med, og hun deltog på lige fod med de andre piger i køkkenet. Desværre har jeg haft vanskeligt ved efterfølgende at forklare hende hvor god, hun var til det. Hun fik dog også lejlighed til at fotografere lidt i løbet af dagen. Resultatet af nogle af billederne kan du se ved denne artikel.

Jeg har opfattelsen af at en mangelvare på de danske Fodboldskoler er uformelle arrangementer trænerne imellem, når undervisningen er ovre. Det skortede det ikke på i Qaqortoq. En dag arrangerede vi en rask fodboldkamp. Vi spillede to mod to, og jeg så frem til et teknisk spil på lille bane på to jernmål. Men sådan skulle det ikke være. Vi skulle jo have løbet lidt. Det endte med at vi tog nettene ud af målet, så bolden ville rulle langt væk hvis vi scorede. Vi spillede uden stop i spillet på en 7-mandsbane. Men vi spillede to mod to. Det var lidt hårdt. Flere dage mødtes vi også om aftenen over en sodavand ved en af trænerne.

Afslutningen

Afslutningen var helt i særklasse. Jeg advokerede for, at vi - ligesom i Danmark - lavede et program, hvor der var nogle fællesaktiviteter, og det synes de egentlig var en udmærket ide. Det blev bare aldrig til noget. Vi havde planlagt at spille fodbold mod nogle af grupperne, men først skulle vi grille, og pludselig var tiden løbet fra alle og enhver. Det tager lidt tid at lave grillmad til 70-80 mennesker. Præsidenten, Kent, troede også nok, at han havde en aftale med den kendte grønlandske sanger, Rasmus Lüberts. Og det havde han. Rasmus kom med sin guitar og fantastiske stemme og spillede et par numre for de måbende børn. Til sidst fik alle børnene igen under højlydte klapsalver enkeltvis udleveret deres diplom. Fodboldskolen var slut. Jeg havde fået en oplevelse for livet.