Championship Manager - gør drømmen til virkelighed

2 minutters læsning

Championship Manager har kultstatus blandt unge fodboldfans og spillet er nærmest en slags besættelse for nogle. Unge mennesker bliver grebet af drengedrømmen om at styre et professionelt fodboldhold, og kan spille CM i dagevis. Der foregår sågar weekendarrangementer, hvor CM-fanatikere mødes i flere dage og konstant spiller Championship Manager.

Min drøm

Som alle andre fodboldelskere har jeg løbet rundt med en bold og drømt mig til den nye Ronaldo, Zinedine Zidane eller David Beckham. Drømmen om at leve af fodbold enten som spiller eller træner er vist velkendt af mange spillere på alle niveauer.

Fascinationen

Championship Manager har været på markedet i mere end 10 år, og populariteten er ikke faldet de seneste år. Spillet udkommer hver sæson og har selvfølgelig nye aspekter i hver eneste udgave.

Spillet startes ved at du vælger et hold, som du ønsker at være manager for. Der er flere end 15 forskellige ligaer og alle hold er tilgængelige. Som manager kan du vælge f.eks. at føre Liverpool tilbage til fordomsstyrke, eller du kan starte ud med Woking i 3. division og prøve at hjælpe dem frem i rækkerne. Du skal som manager koordinere den daglige træning, udtage holdet, teste unge spillere på klubbens U-19 mandskab, opretholde en sund økonomi og sørge for at holdet og klubben er i balance.

Spillerne har udviklede følelser og kan nemt skabe en negativ stemning i truppen, hvis de bliver sat på bænken, får bøder eller andet. Samtidig har du en “chairman” (formand / klubdirektør), som konstant følger dit arbejde i klubben og er villig til at fyre dig, hvis resultaterne udebliver. Manager-jobbet virker yderst realistisk, netop fordi du skal sørge for klubbens daglige gang og tage dig af den enkelte spiller.

Det er en fantastisk fornemmelse at se sit hold triumfere, måske med oprykning eller et mesterskab, efter man har indført sin egen spillestil og købt sit helt eget hold - et utroligt kick.

Championship Manager er uden tvivl markedets bedste managerspil og kan anbefales med topkarakter til alle fodboldinteresserede. Det tager tid at sætte sig ind i spillet og en sæson kan uden problemer løbe op i 12-15 intense timer, men det er uden tvivl værd at prøve

Mere om spillet

Championship Manager er udviklet af Sigames, men deres hjemmeside er ikke specielt egnet, hvis du lige har købt spillet og er nybegynder. I stedet er siden www.thedugout.net et glimrende alternativ, hvor der blandt andet er top 10 over de bedste spillere og største talenter.

Den bedste og mest respekterede CM-hjemmeside på dansk er www.cmagazine.dk, hvor der er masser af gode links, debatforum, hjælp til træning og taktik og ikke mindst gratis downloads af spillet i den ægte udgave.